viskende og
aandelos: Der er Ild i Jorden--horer I--horer I ... der er Ild i
Jorden.

Og pludselig, greben af Raedsel, rev han sig los,--mens Madam Bolling
skreg--byldtende alt omkring sig, Klaeder og Taepper, raabende,
ustanselig, skrigende paa Lygten:

-Lygten, Lygten--skal vi ikke se, hvordan Jorden braender? Og han
begyndte at le.

-Jo, Fa'er, jo.

-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bolling.

-Hent Tinka, sagde Tine aandelos, folgende Faderen, der lob ud og ind,
ud og ind.

-Ja, aa ja,--Madam Bolling lob uden Sans.

-Lygten, Lygten, skreg den Syge.

-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og taendt.

Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold
dig til mig, hold dig til mig og pas paa.

Den Syge lo hojt og laenge gennem Larmen.

-Vi vil se, hvordan Jorden braender ... Gud har sat Ild pa jorden,
sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud Han vilde ikke stottes. Han loftede, staaende paa Trappen,
den svinglende Lygte hojt, saa Lyset faldt over de Flygtendes
Ansigter.

-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.

Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af
forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under
Kanonernes Larm.

Bolling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den
loftede Lygte, paa det overste Trin--Hatten tog han af, som om den
strammede hans Hoved.

-Fa'er, kom.

De gik og de stodte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bolling
var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens
Haekker og snublede over Stene.

-Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron.

Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben.

Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev
den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.

Doren slog i for de hylende Hunde.

-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.

Madam Bolling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun
tog den.

Stigen stod for dem, op i Morket. Dens Trin var altfor hoje--mellem
dem laa Natten, som vilde den sluge dem.

-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.

De gik bagest, for at gribe Bolling, om han faldt. Men han klavrede
op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne
over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod
alle Luger.

-Tinka, pas paa, pas paa.

Bolling vaklede i Morket og de v