t med de hvide Sojler, hvor Rosernes Ranker hang nogne ned--og
de taenkte det samme.

Gennem Laagen i Buxbomhaekken kom de ud til Laengen.

Fra Dagligstuen lod Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den
halvaabne Vaskehusdor, rykkede vaek fra sin Sergeant. Men Maren blev
staaende ubekymret, hojt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre
ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig.

-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig
Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skorterne floj
om hendes Laegge og Maelken skvulpede; Officererne, der drev paa
Gaardstrappen, skoggerlo, da hun lob.

Berg og Tine skiltes.

Hun vendte ad Alleen hjem til Skolen. Den sodligt kvalme Luft fra de
Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne
Kort.

Madam Bolling var i Kokkenet--hun kogte Honsekodsuppe til "dem
derovre".

-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun.

-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.

-Aa, saa Gud ske Lov, aa, saa Gud ske Lov, sagde Madam Bolling og
satte sig af Bevaegelse.

-Og her er jo ogsaa nok at gore her, sagde Tine som for.

-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bolling, Bolling,
raabte Madammen ind hojt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste
det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det.

-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bolling tyssende. Tine
havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.

* * * * *

... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.

Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.

Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bojet ned ved et
Taellelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kaereste, siddende
halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at taenke og med at
skrive.

Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede
Ojne.

Henne fra Vinduet horte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle
Bogstaverne, ligesom om han stavede.

Appel slog Blikket op:

-Aa--De ved ikke, hvor hun har konne Ojne, sagde han og saa op mod
Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.

Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.

Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Haek
brod en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.

I Morket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Kroblingens Vogn
med Ollet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at
tale til