Seng.
Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "to op" og de vaagnede til
Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, graedende for deres
Hjem--uden at hore paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud
med Ejendom, Pengevaerdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst,
der intet horte, men kun talte selv, ramt af samme Skaebne, hidsig og
fortvivlet som en bedragen Jode paa en Markedsplads, taellende
Vaerdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne
taenke, forstenet igen, foran Hjemlosheden; deres Hus, der var styrtet
sammen, deres By, der var lagt ode, deres Hjem, som var skudt ned.
Mens Modre, med Born ved deres Knae, kun blev ved at graede stille.
De traengte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende
alle Kroge, traengende sig ind allevegne, som var de Folk, der var
komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens
Baronen blev ved at lobe om, purpurrod, sporgende om "nye Detailler",
udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra
Kobenhavn, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortaelling, ingen
horte:
-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke
hyggeligt.
Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden
havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet
at ligge.
-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt
under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:
-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.
Et Par Kobmaend talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde
godt forsikret gamle Ronner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert
Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager horte man
uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme
Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refraen.
Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke
mer; her gik hun kun rundt som en dov mellem fremmed Jammer.
Tine gik Baronen forbi, der stod taet ved Doren, og hun horte ham
raabe:
-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det
gaelder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retraeten,
har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gaelder ... Og der falder en
Granatregn nu over Broerne....
I Gaarden stod de dodtraette Heste ludende og dog med loftede Oren
under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Laes. Tine gik dem forbi
og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lar
|