nder som
Stotter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud
over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.
-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie
uafladelig ved; hun fulgte i Haelene paa Tine hvor hun gik og stod,
mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Maelk og Brod (der var ikke
anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste
Bornene at spise.
-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var
inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie
jamrede hojt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af
alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud....
-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der oste Maelk op i Tallerkenerne, som
Sofie skulde baere rundt.
-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfaerdigere; hun faldt i
Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte hore igen om
"al den Elendighed".
-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.
Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev
Kanonernes Bulder hen over Huset.
En ny Strom af Flygtninge begyndte at banke paa Dorene. Baronen lod
dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedoren, geskaeftig som
en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrebillet af hver: en
Skildring af Bombardementets Raedsler.
Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til
Saede.
-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den
fordaervede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klaeder.
En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsaek og lob
omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, for den
barsler, bad om blot et Braedt til at laegge over sine Knae, saa han
kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor
allerede to Born sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med
Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Raekke i
Vindueskarmen.
Der kom bestandig fler; gennemblodte, overdaengede med Smuds stod de i
Gangen foran de overfyldte Stuer og slovt, uden Ord, vendte de tilbage
til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Ojeblik, en
halv Time--og de satte sig, med Born i deres Arme, paa Loftstrappen, i
Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Sovn det Nu, hvor de
satte sig.
Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev
lagt i Pigernes
|