begyndte Klokkerne at
lyde. Gamle Bolling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine
alene ved Siden af hinanden.

Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Haenderne
under Klokkeklangen. Kun fra Kroen horte man Tinka--hun var som i en
evig "Tagfat".

Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at
drive hjem.

-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig
hastigt.

-Nej ... jeg kommer vel ned....

Der var kommet som en hastig Rodme over begges Ansigter; det kom der
let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og
helst, naar Tredjemand var tilstede.

-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen.

Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik.

-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig.

-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der
lystigst.

-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i
Bryggersdoren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke
Vaerkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i
Sergeantstuen.

Tinka lo himmelhojt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer.

-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et
nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der
sad paa Skovriderens Knae.

Men Tinka blev ikke laenge i Ro--hun horte, Lovenhjelm var inde hos
Tine i Spisekammeret. Den rogede Skinke skulde ned fra Loftet, og
Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Haelene.

Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dorene saa' hun
Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe.

En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel
Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys.
Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i
Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.

Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmaessig
ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke laenger:

-Det er det blote Als, sagde han, det blote Als--og gik ind til
Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet.

-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun
endelig kom og gik ind med Maden.

Tinka satte sig med skraevende Ben paa Blokken og pustede:

De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde
maaske en Fornemmelse af, at der kunde