borg for at finde Syge at
passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir
helt sanselose, sagde hun.

-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig
havde Oret efter Tinka i Gaestestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skore
Potter.

-Og jeg si'er det, sagde Madam Bolling, hvis Tanker stadig gik ud og
ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren
kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede....

-Men Tine, sluttede Madam Bolling, er jo blevet saa taus, som var der
slaaet en Laas for hendes Mund.

Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende
Doren i for Naesen af et Par Lieutenanter.

Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle
Artillerister red deres Heste tilvands ved Kaeret i snavsede Trojer.
Madam Bolling gik hjem til sit.

Berg sad ved Vinduet naermest Trappen--_der_ kunde man se hele Laengen,
hvor Bolling, stottet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i
den sidste Sol:

-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og
fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol.

Berg gik ud, ned over Pladsen til Laengen. Ja, her er Lae, Skovrider,
her er Lae, sagde Bolling og tog hans Haender i sine. Og Tine stotter
mig--Tine hun har Kraefter.

De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bolling. Den Gamle lod ikke den
svaere Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid"

-Nae, nae--det husker De ikke--det var for Deres Tid--det var jo Aaret
for Forstraadinden dode--Tine var ikke storre end _saa_--det var det
Aar, den nye Krolaenge braendte, du husker, Tine--du havde de hvide
Duer, de to hvide Duer, som floj i Ilden--de spiste af Haanden, da du
ikke var storre end _saa_....

-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm
laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen.

Men Bolling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine
endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos
Bolling om Eftermiddagene nu.

-Ja, Tine har Kraefter, sagde han--hun naesten loftede ham op ad
Skoletrappen--: hun har Kraefter.

-Hun er vel ikke kon, sagde han og stansede paa Trinet og saa paa
hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund.

-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er.

-Og _god_, sagde Bolling og tog hende om Haaret.

Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran
Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt