tiltraenges en Undskyldning for
hendes Tilstand.

Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Forst blev
han staaende i Doren, laenge laenet til Karmen og rygende; indtil Tine
sagde, med bojet Hoved:

-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men
Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De
dog siddende, sagde han.

Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte naesten
altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev
Lieutenant--om "de forste Aar", "de glade Dage", sagde han.

-Da man folte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og
gav sig selv et antageligt Rap til venstre.

Og Berg lo og blev ved at fortaelle.

Tine taug og forte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og
ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende.

Hun rejste sig og hun bragte Maelkepunschen ind og tre Glas; og de
drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Taeppe--mens Tinka og
Berg blev ved at tale.

Hen gennem Huset horte man Lovenhjelms Klaver og Majorens Stemme.

-At taenke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde vaeret
en lille Stilhed:

-Hvor her er Fred, sagde han og saa rundt i det lille Kammer.

-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Haenderne mod sit Skort.

Berg rejste sig igen, men blev atter staaende laenge i Doren, for han gik.

-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De
Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid.

-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til
Sengetaeppet, hvor Skovrideren havde siddet.

Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun laeste dem saa urolig
og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom floj bare hen over hver anden
Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun
kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at
hun med et tog dem op og laeste dem hojt.

Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte
Ordene helt herud:

"Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?"
"Oppe paa Hjornet af Aabenraa!"--
"Ih Gud bevares, skal den Sorg
ramme det praegtige Pjaltenborg!"
Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa!

Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage
med "Husker De?" og "Husker De?" igen.

Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev
ved at laese det lange Brev--Side efter Side.

-Ja, du, sagde Ti