nka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge
siden.

-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden.

Nej--hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke
hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa
langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne
mer.

Inde i Dagligstuen sang Lovenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka
kvaedede med, mens hun lo:

Og hvem der nu i Sengen laa,
naaede knap at faa Buxer paa,
men hvem der stod og sov--Hurra!
frelste sit Liv og sit Toj endda.
Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!

Sangen holdt op.

-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_
er dejlig.

Tine loftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste
ikke, at hun laeste og laeste atter og atter de samme Ord deri:

"Hvorfor skriver Henrik saa sjaeldent, og naar han skriver, saa kort og
hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i
den sidste Tid."

-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.

... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op.

Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han
skrev og skrev paa og ikke fik afsted.

-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort.

Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen.

... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie folge hende.

-Nej Tak, min Pige, vi lober Storm i Morke, raabte Tinka og lob.

Ude ved Havehojen sprang Lovenhjelm over Gaerdet for at folge.

... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Laenger iaften.
Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Dron
tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen.

* * * * *

Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Svaertede, blege, tyndede
vendte Tropperne hjem med Sang.

Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glaeden, mens det sagte
rullede frem gennem Landet.

Men Sangen tog paa igen--hojt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og
Born lob ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer:

Nu skal vi nok atter med Projseren slaas,
han skal ikke finde os bange;
vi har jo dog viist, vi tor byde ham Trods,
skont vi vare Faa mod saa Mange.
Men heller en Kamp med et aabent Visir,
end Raenker i Lon og en Kamp paa Papir.
Lidt Torden og Lynild gor Himlen saa klar,
den taagede Luft kun paa Kraefterne ta'r!
Kommer Tid, kom