saa de alle lo himmelhojt, Tine ogsaa;
Majoren gik bort fra Themaet "sine Dotre" og lagde Haanden over paa
Bergs Knae, der sad ved hans Side:

-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Ojnene Tine i det
skinnende Forklaede--ligesom Berg, der ikke tog Ojnene fra hende.

Majoren brod op, og de andre fulgte. Der blev et Lob paa Trappen og en
Stoj oppe i Gaestevaerelserne. Stovler blev slaaet haardt af i hele
Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglaede de flade
Haender mod Vaeggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap los
forst nu, de kom af Klaederne igen og i de gode Senge, hvor de laa i
rene Skjorter mellem Laerredslagener. Glad Staahej var der i alle
Stuer, og i Seng krob de i hver en Krog.

-Hva', det gor godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i
Vaeggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.

Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog
Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa
til Underlag paa sin Sofa.

Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen
sad kun den enarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham
om sine Englaendere. Den Enarmedes Englaendere var to skindklaedte og
gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som
Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Oen og i Skanserne, med
Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser.

-Ja--kaere Ven, sagde han, er det ikke rorende ... de siger: _vore_
Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kaere
Ven, deres egne _Landsmaend_--ja--det er rorende ... Baronen taug et
Ojeblik og Korrespondenten sagde:

-Ja, de Herrer foler for vor Sag.

-Og De kan rolig naevne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig
naevne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som
var det en kongelig Indrommelse af de Skindklaedte, at de maatte naevnes
i en Avis.

Korrespondenten noterede deres Navne, for han lagde sig i Skovriderens
Seng.

Tine var faerdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i
Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og rog de endnu siddende op i
Sengene. En Lieutenant, der horte lidt Stoj i Dagligstuen og aabnede
Doren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i
Dagligstuen.

-_Mig_, raabte Tine hojt og lob leende sin Vej; hun var saa vant til
Kantonnementslivet nu.

I Gangdoren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for
Ild