der oste. Han
talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved
Blokhuset. Tine blev staaende og horte ikke en Stavelse af hvad han
sagde. Med et sagde hun kun, daempet, og saa paa ham:

-_Var det saa forfaerdeligt?_

Lieutenanten blev ved at fortaelle--i Virkeligheden havde han ligget i
Nr. 10, hvor der i Dognets Lob var faldet to Granater--:

-Hedt var'et, sagde han, men man vaenner sig jo til Ilden.

Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han,
som i Tanker, forte Tines slappe Haand ind mod sit Knae.

-_Saa_ De de Dode? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.

Saa kom der nogen fra Gaestevaerelset, og Lieutenanten stille bandte.

Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer
redt; hun blev spurgt og gav Svar.

Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i
Krogene og jamrede.

Nu var hun krobet ind til Tine i Kammeret.

-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under
Kanonernes Stoj. Det kommer over os all' ... for vi ved'et ... for vi
ved'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.

Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Dron blot voksede
gennem Natten.

Sofie blev ved at tale i en graedende, bestandig stigende og atter
synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der
"ikke vidst' hvor hun vild' slaeng' sig hen til hvert et Par Bukser".

-Nae hun ved ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:

-Saa hun ser ejegod ud; hun saa op paa Fru Bergs Portraet, der hang
over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.

-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og
En ved ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vaer' sket, og hvem der
ka' ha' draget sit sidste Suk.

Sofie begyndte at graede hojlydt:

-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og
stod ... herind' om Dagene.

Tine tog Billedet og betragtede det laenge:

-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun
Haenderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Ojne--for forste Gang
i disse Dogn.

Rundt i Huset brod Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om
sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var
dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.

I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu.

Tine gik med Lygten rundt om alle Laenger. Inde var der stille
allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk un