der Kanonernes Lyd. Ved
Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen,
som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde".

Men han "bojede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved
Lygten.

Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet braendte et flakkende Lys,
som Maren nu igen var lobet fra.

Inde i Kammeret klaedte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen,
taenkte hun pludselig:

-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen.

Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da
brolte de, dumpt, som mod Uvejr.

* * * * *

Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt
tilbage.

I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede
forbi, alle Regimenter var ude.

Baronen var faret tilvogns ved det forste Gry.

Nu var der ikke en Gang Stoj i det store, tomme Hus, og ingen Faerden
laenger. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.

_Der_ tog Madam Bolling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande
fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Haender. Tine tog
i med--med opbundet Skort.

-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bolling, der saebede Karme
med sine gamle Haender, Snavset kommer jo ind ad alle Spraekker--Smudset
kommer ind over alle Dortrin.

Madam Bolling saa ud paa Pladsens dybe AElte:

-Og det bliver kun vaerre og vaerre, sagde hun og tog fat paa
Afsaebningen igen.

-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dorkarmene
--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.

Ovre i Krodoren var Tinka kommen frem mellem Sojlerne:

-De ta'er nok det vaerste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og
slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med
Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa en Gang have
travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle
fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro!

Tinka satte i Lob ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.

Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Dron. Saadan havde de endnu ikke
raset for. Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender.

-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens
Haenderne gik hen over de rystende Ruder.

Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.

Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det
kogende Vand.

De var faerdige, og Madam Bolling v