nhjelm; bleg og raadlos
knappede han Uniformen til og knappede den op igen.

-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Kokkenet: Saet Lys i Vinduerne.
Rask rask!

-Ja, ja, svarte Tine, ja....

-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.

-_Maaske!_ Og han gik.

Signalerne lod bag Laenget, allevegne. Hestene blev fort ud i Gaarden
nu.

Tine taendte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lob i Gaarden blege,
forbi Skaeret. Ovenpaa horte man endnu Stemmer gennem de kladrende
Dore--i Gaarden lod Majorens Kommando, som Blaesten tog.

Og Baronen skreg paa en Vogn.

Korrespondenten lob forvirret frem og tilbage og klaedte sig paa midt i
Stuen, trippede op og ned og gned Haenderne, mens han sagde:

-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.

-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.

-Ja, alle venter, at det skal gaa los, blev Bladsjaelen ved og kom ikke
i Vesten for Trippen.

-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes
Haand, et Nu, saa fast.

Tine saa kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.

Huset var tomt. Man horte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad
Alleen....

Sofie kom ind med et Lys, i Nattroje.

Hun sagde:

-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring
og graed fra Gangen til Stuen.

Tine horte hende ikke. Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde
aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket,
men hun blev ved med at lobe--op paa Hojen.

Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.

Hun stod laenge; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saa intet. Taus gik
den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Morket, hvor
Trinene dode.

Saa gik Tine ned og ind. Lysene braendte bag Ruderne endnu; Traekken
stod ind gennem alle Dore. Foran de forladte og uredte Senge stod et
Par flakkende Praase.

Ude i Kokkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i
Borgestuen laa Maren paa Slagbaenken, oppustet, sovende, saa lang hun
var, ved Siden af sit Lys.

Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og
vilde forsoge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde
liggende.

Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja--det
var om Skovrideren alt, hver Saetning--_alt_.

Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i
Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord
og gr