hojlydt _sit_--undtagen Kammerherren,
Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om
Regeringen, der kendte sit Ansvar.

Ellers var det en Vise om Lystighed og de spiddede Projsere, saa
Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig
Spog og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her
i Besog og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han
havde faaet skudt af ved Skydeovelse i en Skytteforening, greb sit
Glas og raabte, hed af Krig og Punsch:

-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem.

De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den
tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle--undtagen Provsten,
der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store
Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide
Skjortebryst frem og smilte.

Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde
han--med den Saetning plejede han at fortsaette sit Livsvaerk efter hver
Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--hojere og
hojere (Studenten oppe paa en Stol) saettende i paa hvert et
"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Naever for deres Fod.

Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang
endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:

-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter
Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu.

-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i
Bunken.

-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa
glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko.

-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni
Fingre.

De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde
laese: Lad Provsten laese, sagde Sten.

-Ja, vil Hojaervaerdigheden laese, bad de alle, mens de satte sig rundt
om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne
var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i
"Bladet"--den kunde han laese;

-Ja, laes, laes, raabte de alle.

Hans Hojaervaerdighed holdt det lovemankede graa Hoved rankt, og med sin
myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blodt, laeste han bredt og
klart Korrespondancens Ord, som oplaeste han en Proklamation; mens de
andre sad med Blikket faestet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par
med foldede Haender--og han blev ved at laese.

Sof