ie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun graed.

Korrespondenten skrev om Vogne med "praegtigt Kod" og en Maengde Brod og
Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han
over til at tale om "Stillingen", og Hojaervaerdigheden laeste
uvilkaarlig med hojere Rost, dvaelende og endnu bredere som en Digter,
der, kaelende, oplaeser sit eget Vaerk;

"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold,
det gamle kaere Dannevirke, som vi i et Aartusind have kaempet om, og
som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs
denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen stottes ved
Oversvommelser. Og mere behove de ikke at vide: Mere er det ikke vaerdt
at fortaelle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er
en stejl Faestning, fra hvis Ildsvaelg Dod og Fordaervelse ville spredes
i Fjendens Raekker,--at se derfra ud over Terraenet og at taenke sig vor
Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme.
Modtagelsen vil blive varm"....

Sten havde lagt sin Naeve over i Forpagterens fra Vollerup, som
trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr.
Graa sad og slog sine smaa runde Haender, knyttede, ud i den tomme
Luft.

Provsten blev ved at laese:

"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Ore ved at
hore den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne
til Kampen. Vejene vare glatte, de plojede Marker, over hvilke jeg
red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvaer ved at arbejde
sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo
vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder
vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham
at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje,
hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt.
Det vil blive besvaerligt for ham at storme los"....

-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Taender.

-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over
Jordklumperne, medens vore Kugler gor lyst imellem ham og hans Blod
farver de hvide Marker rode...."

Provsten holdt inde. Men der hortes ikke en Lyd; det var som de alle
med deres skinnende Ojne saa baade Marker og Blod.

"Mangen kraftig Mand"--laeste han igen--"vil laegge sine Ben her i
den fremmede Jord; mangt et omt Moderhjerte vil faa det Budskab, der
er tungest af alle. Men det maa vaer