e vor Trost, at Ulykken vil ramme
vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans
Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid
Modet maa blive lonnet, og gid mit naeste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_
haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgorelsen ligger i Guds Haand".
Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knae, men Kapellanen
sagde med vidtopspilede Ojne:
-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.
Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Ojeblik sit
Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brod han ud og lagde sin Haand
myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har laest, _spejler Nationens Haab_.
Det er vor Fortrostning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det
hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil
vaekke vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi naesten fik
ventet os i Sovn. Bojet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde
saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev naesten
en duknakket Flok....
-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa.
-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sorgeligt gik
Indrommelsernes Spogelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets
bedste Maend forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den
Stund, som disse Maend har _villet_. Ja--og Praesten loftede Rosten,
mens det gav ligesom et pludseligt Saet gennem alle de Maend, der
lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med
velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den
maatte faegtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes laenger som
Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af
ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land....
De raabte alle Bravo og "Hor" og hede Ord, som ingen forstod, mens de
saa paa ham med aabnede Munde.
-Ja, raabte han og loftede Haanden halvt, mens han selv aandede svaert,
den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er
det, som vaernes i denne Stund.
Han taug.
De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Sten og Forpagteren fra
Vollerup pludselig loftede Armene, som svingede de et Par voldsomme
Vaegte i deres Haender. Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen--om
"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem
alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod
taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt
det, en
|