e til sin Sidemand, Landmaaleren:
-Det er _dem_, som skal do, du.
De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Saet, paa
en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte
han--usammenhaengende, krammende om den rogfyldte Luft med sin
lemlaestede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa--og de blev
staaende og horte ham:
-Om _Forerne_ er der talt--mer raabte end talte han--ja, de, som har
fort de aeldre--men _os_, os de Unge, os, der skal kaempe nu, os har
andre fort: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye
Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har
fort nordisk Ungdom til berommeligt Samtogt--_hans Syn har fort os til
denne Dag_....
-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevaegede han sin Haand gennem
Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed
endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de
Illusioner har maettet os og de har vaeret vort Brod ... Og naar der
nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod,
men horte hans unge Stemme og saa Skinnet paa hans Ansigt, loftede sig
i Haenderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende
Ojne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende
Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmaend--saa er det ham og hans,
som har naeret deres Haab og har fort dem herhen: _hans_ er Ansvaret og
AEren--leve da _han_ og _hans_.
Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men
som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro,
raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over
Engen frem over Vaenget--igen og igen.
Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob
dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden:
-Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme
skingrende Raaben:
-Tine? Tine? Hvor er Tine?
Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men
virrede kun maallos med sit hvidgraa Ansigt:
-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Faer' i Degn'gaarden, hva' er der paa
Faer' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at lobe forvirret rundt
om sig selv med "Torklaedet" i Haanden, som hun tog af sig i
Forskraekkelsen.
-Fa'er, Fa'er--Tine kom lobende med et Lys og bojede sig ned over
ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er?
Men Bolling svarede ikke; for han med et tog hendes Hoved og forte det
ned til sin
|