ny.

Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa
deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Ben eller paa
sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plaenen,
stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Haenderne i Lommen--om
og om Plaenen. Nu havde de vandret _der_ en Time.

De to Kaptejner blev vaekkede op af Tine--Officererne havde altid et
Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med
Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog
sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min
Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var
saadan et Dusin Lieutenantsojne, der ligesom altid hang ved dem:
Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod
dem ganske gavmildt kysse sig vaek bag Dorene.

-Ja, idag skal det _vaere_, Jomfru Bolling, sagde den ene Kaptejn og
fik rejst sig af Sengen.

-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med et, som hun stod.

Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han.
Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev
lavere; og han stod et Ojeblik, seende frem i Stuen som saa han for
sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og
komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa
Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap
at losne et Skud.

-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra
sig.

Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde
den anden Kaptejn.

-Ja, sagde Tine og for lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl.
6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saa ud i Luften.

Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af
Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende
paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar,
naar hun gik ud og ind. Men idag lob hun dem forbi.

-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en
Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor
hun stod.

Lidt efter kom hun over Gaarden med et Torklaede om sig, som Blaesten
tog i. Da hun naaede Enden af Alleen, sprang Lieutenant Appel over
Havegaerdet ud til hende: Maa jeg folge med Dem? spurgte han med en hoj
Stemme naesten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.

Appel var det alleryngste Blo