Vejen horte man, langt borte. Vognenes
tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.

III.

Det var efter Middag, og rundt i Porte og Dore til Lader og til Stalde
laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars
Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Baesterne frem og
fik lagt dem i Tojet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt
Ojnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom
igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.

Sofie kom frem i Bryggersdoren med en Spand og skulde til Bronds. Hun
var naesten altid uden "Torklaedet" nu og havde et Par Tillob til
Alexandralokker bag Orene, udenfor Nettet:

-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun
havde faaet en egen smidskende og koket Maner at tale paa, som om hun
altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser
"Skortet" over Gaarden.

Ogsaa ved Bronden haengte et Par Soldater, som begyndte at hjaelpe hende
med Spanden.

-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til
Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.

Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne,
tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.

-Naa--en Gang braender det vel los, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i
Sofaen og strakte de lange Ben utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte
vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden.

-Ja, det gor vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog
ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt
og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdaek.

Ellers horte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved
Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med
Kaffen:

-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par
Lieutenantsben at komme forbi i Dorene, naar man skulde ud eller ind.

Der blev en hoj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til
Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevaer. "Wrangel" var et
Slags Fugleskraemsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle
Stave med en Hat paa og et gammelt Taeppe; en Kost havde vaeret
Gevaeret--nu havde Blaesten revet det los og slaaet det ned.

Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen
vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt,
begyndte paa