Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.

Og alle tre stod de et Ojeblik bevaegede, med Ojnene ud over de hvide
Marker under den stjernehoje Himmel.

Det var sidste Jul.

* * * * *

Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Laenge graed
hun og graed hun.

En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var
Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.

Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.

II.

Der var Fremmede hos den enarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt
efter Middag allerede--Folk holdt af at vaere sammen i de
Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i
Dagligstuen, hvor der stod en Rog af Piber.

Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som
havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og
nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre
kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i
Smaaklynger og blev ved at tale, hojt, om Bustrup og Vaerkerne og
Mysunde og om den sidste Krig.

Over alle Stemmerne horte man Kapellan Graa, der stod foran Sten fra
Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om
Slaget ved Isted og den kaere Drot, hvormed han mente den afdode Kong
Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrom, hvorunder meget
Spyt var flojet ud paa Stens Vest, og han sagde som et Slags Resume:

-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_.

Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var
Grundtvigianer og kvaekkede som en Fro.

Ovre i Hjornet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring
Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved
Frederits--_da_ havde han vaeret med: Det var Storm paa Skandser og
Brand af Vaerker og Gaaen paa med Bajonetten under glade
Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken
spille, og naar de stormede, sang de.

Som Hostfolk havde de klaedt sig ud og nappet Projserne i en Kornager.

Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til
Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Sten fra
Gammelgaard havde ogsaa vaeret med, han havde kaempet under Helgesen.

-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Roverkaptejn.

De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om
Schleppegrel; og om de Meza, der skiftede Handsker midt under
Kugleregnen. Hver fortalte