erg lo hojt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa
holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:

-At vaere to sammen, tror jeg--og vaere glade, sagde hun sagtere. Og de
sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at taende Traeet.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys
braendte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rent
galt, nu efter Nytaar. Nu stod Korehestene da ikke stille en Dag i
Stalden.

Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhojt,
hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saa paa Traeet.

Herluf sad stille ved Faderens Knae og stirrede blot op paa Lysene.

-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys
tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at se det--og
alle de andre ogsaa: han lob ud og han hentede alle Folkene ind, lige
til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Doren i en
Klump paa deres blaa Sokker.

Halvmorkt var Traeet blevet og Stuen; der braendte kun seks-otte
flakkende Lys endnu.

Berg loftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude....

-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han
almaegtigst Julen paa Doren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre
saa opmaerksomt efter Lys paa Lys.

-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var morkt, mens Faderen stille satte
Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause
gik de alle ud af Stuen.

De havde spist Syltetojet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde
hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de
fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.

Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grofter. Fru Berg og
Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted
saa fejende og bred som en Fregat, der saettes paa Vandet.

Saa gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fodder. Langt
borte horte de over Marken Lyden af Violin og Flojte.

-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.

Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens
Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.

-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.

De var stansede alle tre og stod nu tause taet ved det islagte Kaer.

-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.

-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.