en skrev hun af, med Skonskriftbogstaver, Vers for Vers.

Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer
lod ud i Aftenen.

Madam Bolling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun
havde vaeret inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds
Skaendsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en
Levkoj ved Korset i det mindste.

Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte
paa Baenken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran
deres Dore og strikkede tause.

Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kolig og
fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd
blev hort--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra
Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kaeredes.

Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine horte
Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.

-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bolling sindigt.

Og Vognen korte videre, til Lyden dode.

En Flagermus skod forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa
Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.

-Tine, kaldte Madam Bolling fra Trappen.

-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte torre
sine Ojne.

-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.

-Godnat, Madam Bolling.

Og Dorene blev lukket rundt omkring....

* * * * *

Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fodt og han voksede
til, og Vintre gik og Somre.

Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gaester hos Skovriderens--de fra
Kobenhavn og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Lob om
Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Flode--man skulde
altid tro, der var mere Forslag i Bollings fire Koer end i
Skovriderens fjorten, og Madam Bolling lagde, saa lang Ferien var, sit
Hoved i Blod med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle
de Mennesker at spise."

-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Kobstadbarn, sagde
hun.

Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var
Rullegardinerne nede endnu i alle Gaestekamrene. Fru Berg lukkede sagte
Doren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:

-Er det Tine, hviskede hun.

-Ja.

Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i
sine Ojne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle,
som skulde laegges:

-Og D