orte som i blaalige
Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i Himlen
var der ikke Bund.

-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.

Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre,
Hojen rundt.

-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede
Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Klover.

De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved
Braendestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.

Haekletojerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:

-Det var svaert, saa de fra Ronhave korte til Bispens nu--det var anden
Gang.

-Tredje var det--i to Uger.

-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren.

De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og
godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne
rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Doren; og _der_ blev vekslet
Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bolling eller Madammen eller
Tine kom ud paa Trappen.

Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under
Traeerne:

-Hvor dog Skoven holdt sig, saa gron den stod.

-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.

-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Haekletojet synke og saa ud
mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September.

De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde vaeret her sidste Gang
_det_ Aar og _det_.

-Nej--ifjor var det knap man fik Nodderne bjerget.

-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.

Herluf raabte, lidt derfra, mellem Traeerne: Tine skulde komme, Tine
maatte komme derhen. Det var en svaer og bojet Gren, der hang som en
Gynge, taet ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han graed
og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende:

-Op Tine--op.

-Den knaekker, den knaekker, raabte Tine--det _var_ en Vaegt--mens Fru
Berg svingede til Grenen, saa Tines Skorter floj om hendes Ben.

Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines
bomuldsbestrompede Laegge:

-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru
Berg maatte le ud med Ryggen til et Trae, for hun kunde komme hen og
faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.

Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa
en Traestub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var
snart paa Tide at tage sig a