det var, og hvordan det stod.

-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg taenkte del. Det er vel Tiden....

-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.

-Ja, svarte Madam Bolling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og
Madammerne gik ind.

... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med

Maelken, sad Madam Bolling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden
fra Kirkegaarden og gik hjemefter.

-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bolling, _er_ det saa gjort?

-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.

-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ske Tak ... Ja,
saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bolling.

-Godnat, Madam.

Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev
stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.

Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for
Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa
Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind
paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte
Talen ind i Kokkenet.

Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet
kom hun til Saede paa Trappen med sin Strompe. Madam Henrichsen sad
ovre hos sig mellem de to hvide Sejler.

-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bolling; Og Gud ske Tak--hun stred
sin Strid.

-Ja, hun var et Skrog, bekraeftede Madam Henrichsen.

-Men Gud loser op til sin Tid, sluttede Madam Bolling, og de strikkede
tause.

Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Praesten sammen
nu--; de sang, mens de lob hen over Sand og Buxbom.

Aarene gik.

Helg og Sogn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Sondag til Sondag.

I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; en
maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe
efter Tjenesten.

Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge
Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes
Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.

Psalmen med dens mange Roster i Diskanten lod ind gennem Haven. Det
var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens
hun gik.

En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af
Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhaekkene:

-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmaelte,
begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.

S