elv satte Tine sig--det hvide Bord var faerdigt--paa Forhojningen
saa andaegtig, som kunde hun hore Kapellanen praeke helt herind.

Naar hun horte den unge Praest i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og
graed som et sprukket Kar, saalaenge han var paa Praedikestolen. Hun
havde nu i det Hele svaert nemt tilvands i denne Sommer, og det tog
hende og kom over hende, alting, som en Bedrovelighed--saa Kroens
Katinka lo hende ud, saa det klukkede.

-En lille Hjerteve, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa
Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrovelse.

Tine blev ved at sidde paa Forhojningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst
og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa
Krobaenken sad kun Praestens Nils i Skjorteaermer og rod Vest og spyttede
saa langstrakt ud i Solen.

Psalmesangen begyndte igen, og de forste Karle listede, varsomt og
skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med
Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen
kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.

Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med taendte Piber i store
Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en
undselig Klump.

Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner baenkede og sad lavmaelte og
stramme rundt om Madam Ballings Flodekumme, mens Tine bod Kaffen om
til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i
Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen.
Og Ojnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte
til hende, som nu.

Saa hortes en Vogn omme bag Krolaengen, og Tinka, der fniste ude paa
Pladsen med Landhandlerens Sonner fra Notmark, fordi hun saa
Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards
Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i
Saedet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og
de spillede videre.

Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene
paa Skolens Trappe efter det lange Saede. Der er ellers nyt, sagde han,
efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet
sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnaevnt, Folkens--iforgaars, Berg
hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn.

-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bolling.

-Og det var godt det samme, erklaerede Madammen.

Kapellanen laeste Udnaevnelsen op: H.R.