Hundene, der for op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt
gik hjem imod Skolen.

* * * * *

Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen,
der kom af Sengen og ud:

-Det er mig, Mo'er, sagde hun.

Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler: Skovrideren
er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.

-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene staa
helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud!

-Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen.

Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved
Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at
vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa
hun fik 'et at vide, Staklen....

-Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der omsider
blev stille.

Tine var traet, og hun sagde Godnat. Hun tog i Doren til "Skolen" for
at prove, om den var laaset, for hun gik op ad Trappen; og henover
Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne
var spredt.

Inde i Kamret stillede hun Vaekkeuhret til Slag og flyttede
Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.

Nedenunder smaasnakkede Foraeldrene endnu, det lod, som var det naesten
i den samme Stue.

-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er
det fjorten herfra Sognet.

Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine horte deres vante
Aandedrag, roligt og taktfast naesten, op gennem Huset.

Hun kunde ikke sove. Hun laa og taenkte paa en Dag i Efteraaret--den
sidste, hvor de havde vaeret i Skoven Skovriderens og hun....

De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at mode
Skovrideren ved den forste Lysning. Forpagterens fra Ronhave modte de
i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa
Vejen, for de skiltes.

De gik videre. Herluf rodede efter Brombaer op ad hvert et Gaerde. Fuldt
af Nodder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.

De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad
fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af
Brombaer:

-Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv
lob hun op imod Markhojen.

-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.

Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft--Bakke og
Dal--saa gron og blod. Langt ude blev Skovene b