n; og de
satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vande" og
"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over
Gulvtaeppet, og Fru Berg forpustet forlangte Maelkepunschen, der blev
bragt ind i en Stenkrukke.

-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bolling, der
stadig taenkte paa Brombaerrene--saa de derovre kan faa det som
herhjemme.

Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de
andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt
ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bolling sagde:

-Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig.

De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa
Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende;
hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet,
de _maate_ haenge noget andet op--noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong
Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og
de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.

Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med de
hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa
Taarer faldt ned paa Glasset--hun taenkte paa dem, der nu skulde miste
Forligheden og Livet.

-Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det
saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender.

Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtojet paa,
satte sig igen paa de to Stole og saa op paa Heltene fra Isted og paa
"Kongen".

Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portraet
af Kong Kristian som Tronfolger i Hestgardens Uniform, der havde haengt
i et af Gaestekamrene. Hun slog et Som ind under Kong Frederiks Billede
og haengte Portraettet paa den tomme Plads.

De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.

-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bolling, det er dog
_Kongen_.

De Gamle kom ud i Gangen, Taellelyset i Kokkenet var ved at braende ned.
Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i
Gaarden for Foraeldrene. Fra Bryggerset lod der et stort Spektakel, det
var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den morkeste
Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo ved, hvor naer mig er min Ende",
saa det skingrede mod Laden:

Kong Fred'rik hviler nu paa Baare
og slumrer sodt i Dodens Blund;
nu rinder Folkets Takke-Taare for
Drotten fra hvis djaerve M