ej, sagde Tine.

De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i
Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.

-Ja hos Anders Taekkemand var det ren Jammer. Ane havde vaeret i Skolen
idag med sine to paa Armen--saa hun graed og graed.... For nu var Anders
vaek--saa hun graed....

Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skaelve om Munden.

-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med
begge Benene skudt vaek....

-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Kroblinger,
som gor Folk bange.

De blev tause lidt. Hundene gik kaelende til og fra, men de agtede dem
ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den
enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.

-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og naesten uden
Overgang, laenende sig tilbage mod Vaeggen og seende frem mod Lyset,
sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.

Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Ojnene over Vandet, mens
han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre
ham, hjaelpe paa Humoret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun
til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt
ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem
Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som
var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gotsches eller
nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg,
man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone,
der skulde vaere munter:

-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have
spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.

-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg
tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for
det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel
se det, sagde hun, og hun aabnede Doren; men paa en Gang blev hun
staaende i Studerevaerelset, og han gik ene ind i Gaestekammeret.

-Hvor der var kont og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.

Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende,
som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren
gik hen til Bordet og sagde:

-Der staar om Bisaettelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke laese det
forst.

Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren laeste hojt, af Aviserne,
naar de kom. Onsdag og Lordag Aften,