eller af en Bog fra
Bogskabet--alle Oehlenschlaegers Tragedier.

-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne hore med. Og hun gik ud
for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af
Skorstenen og fulgte med ind for at saette sig i Krogen ved Bogskabet,
hvor hun saa tidt havde hort til, naar de laeste.

Berg aabnede langsomt det sorgerandede Blad og lagde et Ojeblik
Haenderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevaeget
og stille.

Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste Faerd".
Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd--uden hans daempede
Stemme.

Tine fulgte ikke Ordene; hun horte kun Rosten, som hun kendte fra saa
mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad _der_ under
Lampen, og hun horte hende le, som hun lo ad Tines strommende
Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, graed over Boger som en
Kalv--Taarerne, der nu brod frem igen en paa en....

... "Snart taendtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste
Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den
sidste AEre. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert
Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde
i den morke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."

Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men
Skovrideren blev ved at laese:

... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste
blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde
fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at
skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den
Syvende"....

Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive haes.

Tine sad og saa frem for sig: hun taenkte paa Tragedierne, de havde
laest om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoe.... I femte
Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at graede og, kom der noget rigtig
smukt, trykkede de hinandens Haender under Bordet.

Berg foer fort med at laese om den sidste Procession og om Talen. Hans
Stemme blev bevaeget, saa man horte den knap:

... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kaerlighed ledsager ham
til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets
Kredse, fra Krigeren, der kaempede for ham og Faedrelandet paa Valpladsen,
fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed o