und
det lod saa tit: min Tak modtag!
Jeg svigter ej paa Farens Dag!

Foraeldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun
lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.

Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glaede Skovrideren,
naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.

Og hun gik over Gaarden og aabnede Doren til Loen og til Hundenes
Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa
iforvejen ind ad den aabne Gangdor.

Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun syntes
aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet--saa beklemt og bedrovet som nu,
mens hun stirrede ud i den ode Gaard. Lyset i Kokkenvinduet flakkede
endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun
saa' bare Valdnoddetraeets Skygge midt i den morke Gaard.

Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhojningen og
saa' ud paa det bladlose Trae: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er
sprunget ud? havde hun sagt og hun havde graedt og lagt Armen om hendes
Hals.

Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i
den morke Gaard:

Og derfor graeder Mand og Kvinde,
derfor er Glaedens Dor nu lukt;
Taknemlighedens Hjaerter binde
en Krans, som blomstre skal saa smukt
Thi _Mindet_ aldrig slettes ud
om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!

Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med
store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder.

* * * * *

Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var
Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han
bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.

-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.

Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede,
et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt.

-Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg.

_Det_ havde vaeret Tines hele Tanke: Saadan kom det paa en Gang; og saa
taenkte og spurgte hun: Ved Fruen det?

-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.

De satte sig ved Bordet, som Tine havde daekket, og de begyndte at tale
med lidt langsomme slovede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med
Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svaert. Lars
kom maaske med og de fleste af Husmaendene skulde ogsaa afsted.

-Skovgaerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Haender.

-N