r Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes
Ho'edpin'". Hun fik den regelmaessig de fem af Ugens syv Dage og var
saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at
foretage sig nogetsomhelst ud over det nodvendigste. Efter en Storvask
hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.
Tine kom frem i Doren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu
er vi faerdige.
-Ja, lad os det, svarte gamle Bolling, og de gik ind gennem
Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod
forladt op ad den lyseblaa Vaeg, og der var koldt, saa de to Gamle
skuttede sig ved det.
De stod alle tre foran Sengen--Tine havde haengt Fru Bergs Billede op
ved Hovedgaerdet.
-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bolling og sogte at
le lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres
Sorgmodighed.
-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver
Varme.
De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa
Forhojningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en
enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.
Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i Stuen:
-Ja--det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun.
Begge de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de
havde saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med
Bibelen.
Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da
vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og
Brombaerrene var godt surrede fast til Kassen?
Brombaerrene var to Krukker Syltetoj, som Madam Bolling havde syltet,
for at Fru Berg skulde have dem med til Kobenhavn:
-For det er hendes bedste Syltetoj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og
de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombaer.
-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.
-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bolling bliver ved i samme stille
Tone--faaet Brombaer hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne,
sluttede hun efter en Stilhed.
-Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften.
Hun taenkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest
naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Te, og
Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af
Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.
-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarme
|