fik Noglen drejet om.

-Ja, ja, jeg klae'er mig paa, jeg klae'er mig paa, Henrik, raabte hun
til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtojet, saa han
kunde tro, hun allerede var oppe.

... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin
Herluf og faeldede Taarer baade over Godt og over Ondt.

-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.

-Ja, han var, gentog hun.

Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde
for Indfald--saa lystige Indfald.

Hun taenkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdoren,
just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig
havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa
Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var
allerede ved Doren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg--

Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus.

Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der horte paa og
lo og satte sig ned--midt i sin Seng.

-Du saetter dig paa _Tine_, du saetter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg,
helt aandelos af Latter ... og Tine rog ud af Sengen, hojrod i Hovedet
og med Graaden i Halsen, og lob ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil
Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.

... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklaederne ud af
Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Doren.

-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke se det tomte Kammer.

De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor
alle Dore stod aabne bag dem.

-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.

-Ja, sagde Tine, der slaebte en Madrats.

I det blaa Gaestekammer var der koldt som i en Kaelder; der havde ingen
sovet siden i Sommer. Den ene Gaesteseng skulde ud, og den anden blev
stillet op ad Vaeggen.

Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom
de gamle Bollings for at hente Datteren.

Da Madam Bolling kom ind i Dagligstuen i Traekken fra alle de Dore,
blev hun staaende paa Lobetaeppet og saa sig om med Taarer i Ojnene:
Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Haenderne.

De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved
Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i
Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at
gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde
anlagt "Torklaedet" imidlertid.

Torklaedet va