havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden
stod Herlufs Tremmeseng, tomt.

Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med
Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun
havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden
ikke anden Dreng end han.

-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit
Kobstadjysk, en saer indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvaer med
rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er.

-Han vild' aldrig baeres af andre end af mig og saa Fruen--hun snoftede
mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke....

-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om
Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem
Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og graed igen.

-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.

Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om Hovedet lob
herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagvaerk
gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med de flade
Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode Slummer.

Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun,
mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen.

-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde hore
det helt ned i Kokkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som
et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.

Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs
Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig
for at holde Varmen.

Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med
strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru
Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede
indenfor Doren med en Slat Kaffe i en Spolkumme for at faa Del i
Lystigheden.

Men tilsidst kunde Sofie blive fornaermet paa Herlufs Vegne midt som
hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill'
Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at baere ham ned i
Dagligstuen og klaede ham paa i Varmen.

Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Oster og Vester,--Munden
stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil
Tine pludselig rog ud af Sengen i et Saet: Gangdoren var gaaet.

-Skovrideren! raabte hun og fik naeppe Skoene paa for lutter Fart.

-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine