Skikkelser er dig og dig alene. De er Born af din Glaede og Born
af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med
dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer.

Og hvis _de_ tor leve--selv kun de korte Aar--saalaenge bor _du_ ikke
glemmes.

Over denne Bog saetter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og det
Hjem, man skimter som bag en Dor, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom
over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Doden til os.

Herman Bang.

I.

Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte
de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten.

-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften.

-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.

-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes
Ord. Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes
fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som
en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer.

Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte
klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode
Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud. Hun gik ind
i Kokkenet, hvor Taellelyset braendte med en osende Tane mellem Resterne
fra Tebordet.

I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.

-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Rost, og der blev stille igen.
Kun Maren, der sad med Forklaedet over Hovedet som en rokkende Byldt,
hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.

-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han, og
Husmanden nikkede til Bekraeftelse.

-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som
for, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe.

I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen. Lampen braendte roligt paa
det tomme Bord, og Dorene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som
tre stille og morke Gab ind mod det forladte Rum.

-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.

-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom.

-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.

Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af
Portraetterne, der var tagne ned.

Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa
ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret.
De to Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme
Taeppe--det var det, Tine