den, dette mellem Kunstneren og hans
hykleriske Nerver, der af Skraek for alle de Anstraengelser, som venter
dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig
Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver ved om den
anden, at han snyder.
Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skraek
for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blaek.
Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjaelpetropper Storme af
fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer
ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes
selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.
Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens
Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det
just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod frem.
Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader
og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og
det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden
Sfaere, Luft og Plan--ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og
veg, hele mit forste Hjem tilbage.
Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i
fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor
Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med
Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen
med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa.
Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt
fler. De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de
forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som
Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit
Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere
samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _haergede_
Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende
Fodtrin.
* * * * *
Lad mig her sige et.
En Bogs Fodselshistorie vil vaere mange saerdeles ligegyldig. Der vil
heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortaeller alt dette og
forer den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst
underholde et aeret Publikum om mit fortraeffelige Jeg. _Eller_, at jeg
forsoger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og
praetenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget
|