er ikke din
Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens
Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du
fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem.

Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var
blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne
til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.

Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.

Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem.

Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og
uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre
Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.

Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved
det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide
Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender--vi
Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og
spurgte--strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot
hendes Kjole.

Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa
skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Soster
og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en
Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme
og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront.
Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet,
til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset,
mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land--siden syntes jeg
som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den _hele O_--: Mo'er,
Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du?

-Fordi vi skal rejse, svarede hun.

Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.

Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens,
hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi
Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os.

Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen
ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng,
for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske
Piger rundt om sig og os, der skreg.

Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore
stod aabne og klaprede og et Vindu--skont vi naesten intet havde paa.

Paa Gaden var der tram