elig Brevene op
igen og laeste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en
Grimasse hen over hans Ansigt--for han lagde den ned igen, men laengere
inde, i Morket.

-Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

-Hendes Naade har ringet.

-Og min Son?

-Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

-Hm.

-Bring mig Journalen.

Georg bragte den svaere Bog og slog den op.

-Hvad Datum er det?

-Den otte og tyvende, Deres Excellence.

-Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre
Rubrikker, der stod tomme.

-Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen taet ved Doren. Han
holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences
Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets hoje Krave og
Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklaedt men livlost
Stativ op ad Panelet.

-Aa ja, aa ja, lod det ud gennem Excellencens Dor.

-Georg rorte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget hoj, i en
meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke
sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til
Excellencen, der laeste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra
Baronesse Brahe.

-Sig Baronessen Tak, sagde han.

-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har
hun det?

-Tak, godt, Deres Excellence.

-Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Doren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den ovrige
Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det
Styrkende", Deres Excellence.

-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod
ham med et Udtryk, som saa han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et Ojeblik, for han sagde--hans evige
eller eneste Tanke--:

-Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

-Saa skulde han la'e vaer', sagde Excellencen.

-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans
Klae'er.

-Farvel.

-Hans Excellence vendte sig og Doren gled til.

-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.

-Der er vel ikke no'et, til der ka' hjaelpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt
hviskede han, pegende ind mod Doren:

-Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den
fremmedes:

-Er han? s