uften om hende, og hun horte dem
igen og taenkte dem om.

Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu
en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til
hende.

Og de #spandt# hende ind. Og blev til Dromme, der forte ud langt
borte, hvor hun knap vidste.

Der havde ogsaa vaeret mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom
ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gore, sagde
han.

#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humor. Det var tidt og ofte,
som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og
han snakkede mest med Bai, skont Katinka havde haft saa meget at sige
ham og sporge om.

Nu netop i Foraaret, hvor der havde vaeret saa meget at indrette og
aendre allevegne....

Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa
Gaarden hos Kiaer; der sagdes, at han var saa saer at arbejde med.

Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humor en Gang imellem.

Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.

Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klaedte sig af. Han
drev saa laenge om halvnogen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og
blev aldrig faerdig.

Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik
Ende paa det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Morket ved Siden af Bai, der
sov dybt, kunde hun ikke falde i Sovn og folte et Ubehag, saa hun stod
op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget
suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd,
ikke et Vindpust i Sommernatten. Det forste graa Skaer af Dagen kom; og
en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.

Og det blev lysere og lysere, mens Laerkerne begyndte at synge.

Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.

Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen.
Det var som et maegtigt gyldenrodt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld
og halvt af Roser--om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Oer i det
store Hav....

Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand....

Og saa kom Solen.

Og steg.

Og fejede Morket ud af Dalene som med en stor Vinge.

Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.

Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte.

... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun
maatte vel til Ro.

Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Taepperne
af sig.

Naar