Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.

De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og
hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebaertraeerne stod i Blomst. De hvide Blade
gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plaenen.

De sad stille og saa' ud paa de hvide Traeer. Det var, som om Aftenens
biede Tavshed over Sletten svobte sig om alle Ting. Oppe i Byen horte
man en Port blive slaaet i. Kvaeget kaldte hen over Markerne.

Katinka talte om sit Hjem.

Om Veninderne og Brodrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.

-Og siden--i den nye Lejlighed--med Mo'er--da Fa'er var dod....

-Ja, det var en lykkelig Tid....

-Men saa blev jeg jo gift.

Huus saa' ud paa Frugtblomsternes blode Sne, der faldt saa lindt over
Graesset.

-Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra
Selskab--med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder
gennem Byen.--

Katinka sad lidt.

-Hun er osse gift nu, sagde hun.

-Med flere Born, siger de....

Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Haekken.

-Godaften, Kristen Peder.

-Godaften, sagde Katinka.

-Hm--sagde Katinka igen--jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup.
De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer....

-Hvor jeg ser dem endnu--alle Ansigterne--alle....

-Men hvor jeg graed....

Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad
saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.

-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.

-Ja, Tiden gaar....

-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at rore sig.

Katinka horte det forst ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig
indhentede hende:

-Ja, sagde hun og for let sammen.

Og lidt efter:

-Her har man jo sit Hjem.

De sad atter tavse.

Bai kom ind i Haven. Man kunde hore ham langt borte. Han gjorde altid
saa megen Stoj--og for havde der vaeret saa stille i Tusmorket.

-Jeg henter Glassene, sagde Katinka.

-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie....

Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.

-Jeg har haft Selskab, sagde Bai.

-Af hvem?

-Af Froken Ida. Hun rejser nu....

-Hva', Ida?

-Ja--og Bai lo--Froken Louise er s'gu opgivet ... Nu saetter de alle
Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.

-Naa, ja--ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja--hva'
Satan--saadan et Pigebarn maa jo gift