Stuen, hvor Traeet braendte ned.

Lille-Jensen nikkede i Blundet og stodte Hovedet mod Klaveret....

Katinka saa' paa det slukkede Trae. Hendes Haand gled sagte hen over
Huus' Depesche, som laa i hendes Skod.

VI

Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.

-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiaer, igaar flyttede jeg op paa
Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine
Ting om Dagen.

Katinkas Hoste lod gennem Huset.

Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng.
Det var, som Hosten vilde slide hende sonder.

-Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.

-Hvad er Klokken blevet?...

-Halv fire....

-Naa--Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.

Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter
hortes hendes dybe Aandedraet. Den lyse Plet fra Natlampen bagved
Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Ojne.

Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Taepper ude paa Perronbaenken i
Solen.

Den slanke Forer med de indiskrete forte Middagstoget. Han sprang af
og spurgte til Befindendet.

-De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft....

-Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.

Bai og Foreren gik hen ad Perronen.

-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at torre sig hen
over Ojnene med to Fingre....

-Guds Vilje, sagde han og sukkede.

Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se
tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.

-Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt....

-Ja--det var s'gu bedroveligt.

Der havde skam sidste Vinter vaeret et Ojeblik, hvor han havde taenkt
allehaande ... Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa
Perronbaenken....

-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var
faldet a' paa 'en....

-Det havde bare vaeret Sygdommen, der var i Anmarsch.

Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets
lyse Luft.

Staerene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.

-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Ojnene de dragende Skarer
under den klare Himmel.

Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?

-Jeg sidder og samler Kraefter, sagde hun: til imorgen.

-Til imorgen?--ja, rigtig, det er jo Fodselsdagen.

-Men De holder Aftalen, lille Frue.

-Ja--saa snart de har spist, gaa