egodt fortjent det.

Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gaestestuepige og
hvorlaenge det havde varet....

-Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind....

Forst havde Katinka slet ikke forstaaet ... hun var saa tung og mat.

Saa begreb hun som et Lyn--og slog Ojnene op et Nu paa Madam Madsens
Ansigt.

-Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.

Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.

Men Katinka laa ubevaegelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes
Kinder.

-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke
stort klogere.

Madam Madsen var gaaet.

-Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.

Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.

-Hvorfor graeder Fruen? sagde hun.

Katinka laa vendt mod Lyset.

-Er det Brystet, sagde Marie.

-Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.

Hun blev ved at graede, lydlost og lykkeligt.

Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en
ubeskrivelig Fred.

* * * * *

Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa
Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange
lykkelige Dromme, mens hendes Haender sagte gled frem og tilbage over
det solvarme Taeppe.

-Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.

-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Ojnene og laa
stille igen, i Solen.

-Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.

-Det kan jo Fruen....

Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde
hun.

-Hvis jeg maatte komme ud imorgen....

Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset
til Hylden.

-Havde den Blade endnu, Hylden--og Roserne--og Kirsebaertraeet....

-I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor.

-Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var vaek, sagde Marie.

-Det hvide Flor....

Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Ojeblik sagde hun: Tror De,
han gi'er mig Lov--at jeg faar Lov....

-Maaske--naar Solen skinner.

Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at
sporge.

Det blev morkt for Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun
ringede med den lille Klokke ved Sengen:

-Er hun ikke kommet? sagde hun.

Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.

-Hvor det varer laenge, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.

Hun laa og horte efter hver Dor der gik.

-Nu gik Kokkendoren, sagde h