sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Baenken.

Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille:

-Ja, her vilde han gerne sidde.

De gik igen.

Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa' tilbage, ind
i Haven:

-Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.

Hun var saa traet. Hun stottede sig tungt til Marie og inde i Gangen
tog hun til Vaeggene.

-Luk Bagdoren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.

Hun kom derhen og hun stod et Ojeblik laenet til Dorstolpen og saa' ud
mod Skoven og Vejen.

-Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne....

Katinka kom ikke op laenger. Kraefterne forlod hende mer og mer....

Enkefru Abel bragte Vingelee.

-Til at laedske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med
taareblaendede Ojne.

-Og saa alene ligger De, sagde hun.

Fru Abel vilde sende sin Louise-AEldst.

-Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den AEldste ... en Diakonisse....

Louise-AEldst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt
Forklaede. Katinka laa hen, som hun sov ... Louise-AEldst daekkede
Frokostbordet og tragtede Kaffen.

Og Doren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste....

Bai var meget taknemmelig. Enkefruen torrede Ojne: Venner kender man i
Ulykken, sagde hun....

Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun
fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.

Gamle Linde hentede sin Kone i Morkningen, og de to Gamle sad en
Timestid endnu ved Sengen i Skumringen.

Agnes var det forst og Agnes sidst.

-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun
Hons i Krogene baade Morgen og Aften.

-Ja, ja, min Pige, hun er nu min Ojesten, sagde Gamle Pastor.

-De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.

-Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.

Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme.

De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbaerrom for han gik
hjem.

-Den gor godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.

De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmorke Vej.

* * * * *

Bai var saa jaevnt ude.

-En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiaer. Traenger s'gu til 'et,
gamle Ven.

-Ja, gamle Kiaer, Bai tog med Haenderne over Ojnene:

-En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.

-Tak for dit Venskab. Han slog Kiaer paa Skuldrene og var rort. Bai
var i den sidste Tid meget let rort.

Han tog afsted og