en: Sludder, sagde han.

-Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle ... Man maa ha'e Ovelsen,
Unghane--og ta'e 'en med Ro....

-Saa ka' man drive den, sagde han.

-Behageligt.

Kiaer tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Sovn.
Det var, som han lugtede Oldunst den halve Nat, og han laa og kastede
sig.

Den naeste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud
mellem to Lommetorklaeder.

Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.

Hun havde set omt paa det og pakket det ind i Silkepapir.

-Den kaere, havde hun sagt.

Louise-AEldst, "min sidste", havde vaeret arrig: Pyh--skal han ikke
ha'e en Spilledaase med....

-Til at spille "de kaere Melodier"....

Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vraenge efter sin Mamma,
naar noget gik hende imod.

Enkefruen havde stille lagt Portraettet ned mellem de to
Lommetorklaeder.

-Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med....

-Bai tog Portraettet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svommende
Ojne.

* * * * *

Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var
Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengoringsluft.

Bai sad tilbords i Sofaen:

-Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.

-Hjemme i Reden.

Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.

Enkefru Abel havde vaade Ojne af at sidde og se kaerligt paa "vor
Hjemkomne".

Han fortalte om Rejsen.

-Theatrene, sagde Enkefruen.

-Saesonen--

-Gravsten havde han kobt ... Fanden til Pris....

-Det taenker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste
Kaerlighedsgerning.

-Ja, det var det--han havde sagt til Kiaer ... den sidste
Kaerlighedsgerning, sagde Bai.

Louise-AEldst blev aldrig faerdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se,
sagde hun, hun holdt ham for Ojnene, mens Enkefruen tog Laaget af det
sidste Ragoutfad.

-Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min aeldste.

-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Haender paa Bordet
og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil.

* * * * *

Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til
Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Mollen.

Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.

-Louise folger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er
en Hjemmefugl.

-Hun kommer forst til Bryllupet, sagde hun.

B