at Tiden
skulde laege. Men den forste Tid er god og ingenting mod nu. For da er
det en Smerte, hvor alting er naer. Men naar det saadan taber sig, Dag
for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vaekker os,
skal blot fjerne os laengere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen
Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i
og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa
vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjael.

Katinka laenede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Vaeg. Ansigtet var
saa blegt i Lampeskaeret. Hun havde ingen Taarer fler.

Bai kom hjem.

-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden lober ... Jeg faldt ind et
Sted med Kiaer....

-Det var Kiaer, som vilde bede ... Jeg modte ham ... her paa Hjemturen.

-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.

-Ja--den er over et ... Bai begyndte at klaede sig af: Pokker til
Folgen hjem, sagde han.

Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa
maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med
Gaesterne.

Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft
korte Pufaermer over et Par blode Arme. Klokken blev et, og den blev to
mens han "vogtede" det.

-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i
Kulden.

-Jeg vidste ikke, det var saa sent....

Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.

Katinka satte Blomsterne i Raekke ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun
bojede sig.

-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den vaerker.

-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.

Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en
Mirakelsalve mod Gigt.

-Aa, det kan vaere, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.

Katinka horte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med
Klapren--nu var det sust bort.

Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vaekke Bai med sin
Hoste.--

* * * * *

Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvaesenet" kom om
Juleaften til Abels.

Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami
baaret aldeles officielt.

-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det
ikke gad aabne Ojnene.

Da Traeet var taendt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa
Katinkas Bord.

Depeschen var fra Huus....

Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i