r jeg i Seng....

Det var Bais Fodselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun
havde talt om det laenge: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik
de jo alligevel ind til Bai og spillede--saa vilde de slet ikke maerke,
at hun var syg....

-Den ene Dag i det mindste, sagde hun.

-Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.

-Ja, Katinka rejste sig....

-Lad mig hjaelpe Dem....

-Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svaert med Trappen.

Hendes stakkels tunge Fodder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.

-Tak Doktor. Men mit Sjal....

Doktoren tager det blaa Sjal paa Baenken: Deres Yndlingsstykke, siger
han.

Katinka vender sig i Doren og ser ud over Markerne: I disse Dage er
her smukt, siger hun.

Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa
Stuebordet. Hun skar Rodbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille
Braedt.

Froken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.

-Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.

-Er der noget nyt? sagde hun. Hun laenede sig tilbage. Hendes Haender
var saa traette, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene
oppe.

-Jeg har ikke set Abels saa laenge....

-De haaber jo nu paa Barners Ansaettelse, siger Lille-Jensen.

-Ja, han soger jo....

Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger
Katinka.

Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung,
siger hun, hun kan naeppe lofte den store Eddikeflaske. Hun smager og
rorer i Skaalene.

-Nej, siger hun med et og skyder dem fra sig.

-Nej, jeg har ingen Smag mer.

Hun sidder traet, med lukkede Ojne. Rode Pletter har bredt sig helt ud
over hendes Kinder.

-Men jeg kunde jo hjaelpe, siger Lille-Jensen.

-Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.

Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan
se det, mens hun ligger. Hun lofter sig op i Sengen, mens det braender
i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.

Marie maa tage det fine Porcellaen og Glassene og de fine Saet Knive og
Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader
paa Bordet.

Katinka ligger og taeller og regner, hendes Ojne skinner af Feber.

-Mon det er der alt, siger hun.

Hun ligger lidt mat og gnider sit torre, hede Feberansigt ned mod
Puden.

-Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.

-Vi kan vel laegge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med
Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke.

-N