lling og saa' paa "Nattergalene"
... en ren Ynk, gamle Kiaer, at se paa--den rene Ynk for et
proportioneret Mand-folk.--

Louise-AEldst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.

Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev
raabt hojt ned gennem Gangen: Ja--a, lod det saa fra Egnen om Dammen.

Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse
drev man sammen til den store Graes-baenk, og der taltes kort og daempet.

Katinka sad ved Siden af Agnes. Praestefrokenen kaelede altid for "den
dejlige Kone".

-Syng lidt, Froken Emma, sagde Agnes.

En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Graesbaenken.
Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de
unge Piger faldt ind i Omkvaedet.

Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:

Fagre Ord
Skaber kort min Glaede.
Fagre Ord
Volde tit vi graede,
Fagre Ord.

Og der blev stille igen.

De sang Sang efter Sang, #saa# en Stemme, #saa# faldt flere ind.

Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.

-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bojede Ansigtet ned mod
Katinka.

Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og
efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.

En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka horte hans Stemme.

-"Marianna" er saa kon, sagde Froken Emma.

-Ja, syng "Marianna".

Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Froken Emma
sang:

Under Gravens Graestorv sover
Stakkels Marianna--
Kommer Piger: graeder over
Stakkels Marianna.
-- -- --
Slangen sig om Hjertet snoede,
Fred ej mer paa Jorden boede,
Stakkels Marianna....

-Fryser den dejlige Kone?

-Vi skal vel hjem, sagde Katinka.

Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.

* * * * *

De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.

Hun havde set hans Ansigt, sorgmodigt og blegt, mens han bojede sig
hastigt ned over hende. Hun havde folt hans Haandtryk, krampagtigt,
saa det smertede, og hort Bais:

-Djo's, Huus, vi ses.

Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde
hort, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og
lob med hende op til Havelaagen--

Den klappede to Gange og faldt i....

Og bag dem sang de derinde.

Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti