hendes Fodselsdag.

De to Veninder stod sammen foran Graven.

-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Naesen i Vejret.

De skiltes ved Katinkas Gravsted.

-Man traeffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.

Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Baenken under Pilen.
Hun saa' paa den dode Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun
havde tabt alt i Verden--ogsaa sin Ungdoms Hjem.

Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa
elendigt--alting.

Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Ojne, og hun horte
Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellaenet for at haedre de fremmede ...
Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde graedt.

-Og her--denne Plet med den dode Sten og de to Navne--det var nu hele
Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.

Hun sad laenge. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde fore,
og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste
utaenkelig, fremskyllende Haabloshed.

* * * * *

Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og
Marie tog hendes Ting, og hun havde blot en Tanke: at komme ind i
Stuerne--ind.

Det var hende, som Huus maatte vaere derinde og vente.

Og hun gik i Forvejen og aabnede Doren til Stuen, der ventede ren og
fin; til Sovekamret; til Kokkenet hvor alting skinnede; rent og--tomt.

-Men, Gud, hvor har dog Fruen skaemmet sig, begyndte Marie, som slaebte
Sagerne.

Og saa gik det los, mens Katinka, bleg og traet, var faldet hen paa en
Stol--om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.
Omme i Kroen havde de haft Sommergaester, som kom med Sengested og det
hele, og i Praestegaarden havde de ligget lige op til Taget....

-Og Huus, der var rejst ... paa en Studs....

-Ja, jeg taenkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og
mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele--inde i
Stuen sad han alene--og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos
Duerne.

-Naar rejste han, sagde Katinka.

-Nu er 'et vel to Uger siden....

-To Uger....

Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen;
hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han vaeret for at sige
hende Farvel--paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer.
Hun folte naesten som en stille Hojtidelighed....

Der lod et glad Halloj henne paa Vejen. Hun horte Agnes' Stemme i et
stort Kor. Hun naesten f6r op: Her vild