a Ro i Huset. Hun traengte til at
have noget at gore, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa
lydlost om, mens alt blev gjort.

Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol
i en Krog--hun sad altid i Krogene, bag en Sekretaer eller ved Siden af
Sofaen--med sit forknytte Smil.

Katinka blev helst derhjemme inden Dore. Her var de gamle Mobler
hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetraeskabet
med de udskaarne Figurer paa Dorene--hjemme stod det i Stadsstuen,
midt imellem Vinduerne.

-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de
Maend" var det forunderligste af alt i Verden.

Og Marmorbordet, som var blevet kobt paa en Auktion, og hvor de "fine
Ting" stod i symmetriske Rader: Solvsukkerskaalen med Kanden og
Solvbaegeret, der var en Haedersgave fra Lauget.

Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer
derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre,
fire Tallerkener....

De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Traeer
og den lille Bro over Baekken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden
mange Historier om de Kinesere, hjemme om Sondagen, naar de brugte det
fine Stel.

Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.

-Om Du #maa#? sagde den lille Kone ... Aa, Gud--det er jo kun Skaar
(#alt# var Skaar der i Huset)--her bliver alt skamferet ... men hvad
skal jeg gore?

Katinka blev, som sagt, helst inden Dore, eller hun gik op paa
Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var
som en Enke, der sad der ved sin Mands Grav.

Han var dod saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun
alene, helt alene.

Bedst som hun sad, laeste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og
Moderens Navne.

Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og
blev vartet op--og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da
han var dod, som om hun blomstrede op igen med et....

Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Foraeldre.

Ja, saa lidt de kendte til hinanden--alle Mennesker, som levede og gik
rundt ved Siden af hinanden....

Katinka laenede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun folte en bitter
Sorgmodighed, hun aldrig for havde kendt.

Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjaeldent. Der var saa meget nyt
allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og
nye Navne, Folk, hun ikke kendte.

Hun havde vaeret hen