e....

-Jeg skal bare forst trippe Afsked med den lille Landdame derhenne....

-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.

Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.

Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de
gik gennem Skoven henimod Pavillonen.

Fem Damer sang imod dem fra Doren. De slog med Kvastestovlerne og
holdt to Fingre ind mod Hjertet:

--Her komme vi
det glade Kompagni
mod Mandens Tyranni....

-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne....

De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Rog og Dunst. De
fem Damer sang om Bajonetter og Uforfaerdethed. Da de var faerdige, drak
de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under
Brystudskaeringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.

-Nette Piger, sagde Bai.

Katinka horte knap; Huus sad med Hovedet i Haenderne og stirrede paa
det snavsede Gulv.

En lille Pianist, der lignede en Graeshoppe, sprang over et Klaver, som
om han vilde spille med sin tynde Naese.

Damerne skaendtes om, "hvem der skulde"....

-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det ved
#Gud#--det er Julie.

-Skorstensfejeren, sagde Julie hojt ud over Folk.

-Den er #forbudt#--skreg et Par Damer bag Vifterne ned til
Pianisten--Sorensen, hun synger, hvad der er forbudt.

Nede i Salen slog de med Glassene.

-Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den.

Damen Julie sang "Skorstensfejeren":

Skorstensfejeren August--
har til Vaabenskjold en Kost....

Bai dundrede, saa han var naer ved at slaa Toddyglassene sonder:

-Hva' si'er du, Tik, sagde han.

Katinka for sammen, hun havde slet ikke hort efter. Jo, sagde hun.

-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.

-Romancesangerinden Froken Mathilde Nielsen, raabte Froken Julie.

Romancesangerinden Froken Mathilde Nielsen var langskortet og
hojtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var
faldet som Barn og havde flaekket Naesen.

Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:

Det var Sangen om Sorrent.

Hvor den hoje og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger,

Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen, mens de synger,
Synger hojt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Naetter,
Napoli--dit