Bondepige i Flojelsliv.

-Lad os gaa lidt, sagde Katinka.

De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var doet
hen.

Katinka satte sig: Saet Dem, sagde hun. Man bli'r saa traet.

Der var saa stille i Skoven. Kun et Par losrevne Toner kom nu og da
henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.

-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med et. Hun sad og saa' ned for sig.

-Hun?

-Ja--Deres--Forlovede....

-Hun er gift--Gud ske Lov....

-Gud ske Lov?

-Ja--man synes dog altid, man havde et Ansvar--naar hun nu, #der#,
sad hen....

-Det kunde De da ikke gore for....

Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.

-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det ved jeg nu.

Katinka rejste sig. Har hun Born? sagde hun, de var atter et Stykke
henad Vejen.

-Ja--en lille Dreng.

De talte ikke mer, for de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde
Katinka.

De smaa Lygter var taendt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over
Baenkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i
Morket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der
gled ud og ind.

Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, forte sikkert.
Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.

Hun horte det altsammen--Musik og Stemmer og Trampen--som noget ganske
fjernt, og folte kun, at han forte hende saa sikkert, ud og ind.

Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka maerkede sit
Hjerte banke, og at hendes Kinder braendte. Men hun bad ham ikke holde
op og talte ikke.

De blev ved at danse.

-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.

-Nej, sagde Huus, Traeerne skygger.

-Saa Traeerne skygger, hviskede Katinka.

De dansede.

-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes
Ojne blev fulde af Taarer, jeg er traet.

Huus stansede og vaernede om hende med Armen gennem Traengselen.

-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.

De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.

Det var ganske morkt mellem Traeerne; det var, som det var blevet
hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjorne sendte en
gennemtraengende Duft imod dem.

Rundt mellem Traeer og Underskov hviskede og rorte det sig, og
omslyngede Par gemte sig paa Baenkene i Morket.

-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka--kom.

De vendte om.

-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle
"Sangerinder" herhenne i Pavillonen--nette Piger, siger d