Paradis.

Froken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende
Toner.

Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de
flade Haender.

Romancesangerinden "Froken" Nielsen takkede bukkende.

-Tror jeg ikke, Tik vander Hons over "Foredraget", sagde Bai. Katinka
sad virkelig med Taarer i Ojnene.

De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.

-Over Kirkegaarden, sagde Katinka.

-Ja--det er den nemmeste Vej--og der er #kont#.

Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af
Skoven og gik gennem en Alle. Stoj og Musik svandt bort bag dem.

-Ja, sagde Bai, en bevaeget Dag--en godt anvendt Dag. Han blev ved at
snakke op: om Dansen--saa det skaer', de Landsbyborn--og
"Damerne"--"Froken Julie", frisk Pige i Stovlerne, kaek Pige--og
Marie--naa--vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender
hende....

De to andre talte ikke. Ingen af dem horte efter heller. Der var saa
tyst, at de horte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alleen
ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.

-Men Bai, sagde Katinka.

-Tror du, her er Spogelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.

De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i
Daemringen som en stor Have. Roser og Buksbomhaekke og Jasminer og
Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Haekkene.

Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.

Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med
Armene, som om han vilde jage Hons op.

Katinka stansede: Se dog.

Der var hugget ud gennem Traeerne, saa man saa' ned over Markerne til
Fjorden. Daemringen svaevede som et Slor over det dunkelblanke
Vandspejl, stille og drommende.

Det var tyst, som om Livet var doet ud under den duftfyldte Luft ...
Ubevaegelige stod de taet ind til hinanden.

Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og laeste
Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Daemringen. Hun laeste dem,
Navne og Aar, med sagte og skaelvende Stemme.

-Elsket og savnet.

-Elsket ud over Graven.

-Kaerlighed er Lovens Fylde.

Hun traadte naermere og loftede Haengepilens Grene: Hun vilde laese
Navnet paa Stenen.

Saa raslede det bag Pilen.

-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm.

Noget satte flygtende ud over Gaerdet.

-Det var et Par Mennesker, sagde Huus.

-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Haenderne for Brystet.

Hun blev ved at gaa taet i